Bog

Sommerdøden

Af (
2008
)

Anmeldelse

Sommerdøden af Mons Kallentoft

Linköping syder i sommervarmen, og byens unge piger trues af en galning. Endnu en suveræn svensk krimi med plot og personskildring i top.

Sidst vi mødte kriminalkommissær Malin Fors fra Linköping Politi var det fimbulvinter. Nu er vi midt i den varmeste sommer nogensinde, byens asfalt smelter i heden og skovbrandene hærger rundt om byen. Malin er stadig enlig mor, hendes datter er på ferie på Bali sammen med sin far, og Malin holder ensomheden stangen med skiftevis hård træning, drukture og uforpligtende sex.

Den første unge pige, der dukker op med renskurede flænger på kroppen, er ganske vist blevet seksuelt misbrugt og har hukommelsestab – men hun er dog stadig i live. Det er de to næste ikke … Malin og hendes kolleger må altså i gang med opklaringen af en uhyggelig sag, selv om varmen er så intens, at man knap nok orker at holde sig oprejst. Der er ikke mange spor at gå efter; her gælder det først og fremmest om tålmodigt at følge den mindste ledetråd, stole på sin intuition og håbe på heldet.

Med en omhyggelig langsomhed udfolder forfatteren en bred socialrealistisk historie, som vi kender det fra de bedste svenske krimier. Nyt er dog det metafysiske islæt af de døde pigers stemmer, der forsøger at anspore Malin i opklaringsarbejdet – og advare hende, da sagen kommer uhyggeligt tæt på hendes privatsfære …

Jeg synes den svære balance mellem magi og realisme og mellem privatliv og politiarbejde lykkes meget fint for Kallentoft, der her leverer en på én gang sammensat og helstøbt fortælling. Bogen rummer alt, hvad læseren kan ønske sig af både spænding og poetisk sprog.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Lillian Kingo
Faustnummer
27463479
Graphic
Sven Reiner Johansen
ISBN
9788702069136
Antal sider
481

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer