Bog

Samlede digte

Af (
1979
)

Anmeldelse

Samlede digte af Edith Södergran

Producer
03.Dec.07

Engle optræder i to digte af Edith Södergran fra 1915/16, et meget kort men uhyre kondenseret digt: 'Sangen om de tre grave', og et længere digt, 'Underet',  formet som en samtale mellem to personer: en ung pige og en nonne.

Underet
Nonnen og pigen mødes i skoven, det er smukt forår, men pigen fortæller om en ulykkelig kærlighed der har efterladt hende i sorg – og med blodige drømme om hævn. Hos nonnen søger hun ”underfuld trøst”.

Med sit svar etablerer nonnen en forbindelse fra foråret, ”den hellige løvspringstid”, til det under, der kan trøste pigen: et blik fra Guds moder over alteret i kirken, et blik, der vil opløse sorgen og hævndrømmene. Forbindelsen går via englene:

”Nu er det den hellige løvspringstid
hvor jorden er fuld af engle”

”Nu er det den hellige løvspingstid
hvor engle tænder lys i kirken”.


Og underet vil gøre pigens tanker:

”lette og lyse og stille…”
”som englenes skridt over gulvets sten”


Englene løfter som metafor underet ind i en transcendent, religiøs dimension, og løfter denne dimension som en forvandlende faktor ind i pigens tanker.

Nonnen sender pigen ind i kirken for at hun kan opleve underet og beder for hende imens. Men pigen vender tilbage uforløst. I stedet for underet genoplever hun som en vision sin drøm om hævn og blod, men langt mere stærk og skræmmende i kontrasten til nærværet af Guds moder.
Hun bliver klar over, at hendes tilknytning til livets lidenskaber er så stærk, at det overdøver underets mulighed for at virke.

”Hvad elsker jeg i verden om dette blod?”

”Forgæves er alle bønner for mig”


Men nonnen svarer hende, at Guds moder virker uden at gribe ind på måder, der er menneskeligt genkendelige:

”højere er hendes tanker end menneskelige love.
Hun dræber ikke de onde tanker når de fødes,
hun hæmmer ikke de onde ord på vej over læben.
hun standser ikke den løftede arm når slaget falder”

Tværtimod træder hendes virkning først ind, når ondskaben har ramt:

”Men for knuste sjæle ramt af  modgang
har hun nåde uden grænser, ømhed uden forbehold.”


Og kun der, hvor sorgen har format:

”Men kun de tungeste hjerter
vejer noget i hendes hånd:”

Stillet overfor sorg ønsker mennesket sig årsagen, synd og ondskab, udslettet. Men den ondskab, der har forårsaget sorgen i dette digt, er ikke alene uløseligt forbundet med den jordiske kærlighed, den er også forudsætningen for menneskets oplevelse af nåden, følelsen af forbindelse med evigheden, en overjordisk lykkefølelse.

Så et menneskes forsøg på forsigtigt at undgå sorgen vil føre til et liv uden for kærligheden og en indre forarmelse:

”Indskrumpne er alle de hjerter som ikke blomstrer frit”

”Men lykkelige er de sjæle
som det onde har tabt sin største indsats på”



Sangen om de tre grave
”Hun sang i skumringsmørket på det dugvåde gærde:
I sommer vokser der tre rosenbuske på tre grave.

I den første grav ligger der en mand –
han sover tungt…

I den anden ligger der en kvinde med sorgfulde træk –
hun holder en rose i hånden.

Den tredje grav er en åndegrav og den er usalig, der sidder hver aften en dyster engel og synger:
at undlade er utilgiveligt!”

Dette digt løfter sig op og slutter sig om sig selv som en perfekt svævende forvandlingskugle af indfoldet orden, så den bedste måde at yde det retfærdighed på er simpelthen at indtage det som en læsenydelse.
Jeg synes, det er meget mere åbent for forskellige tolkninger end det foregående digt, men med tanke på tematikken i det tidligere digt kunne det være oplagt at se det som et digt om konsekvenserne af de måder, et meneske kan forholde sig til liv og kærlighed på.

Første linje er digtets ramme: en kvinde synger de følgende linjer. Sommeren er den tid, hvor alt skal blomstre, livets kulmination, rosen er et gammelt symbol for kærlighed og længsel, gravene en foruroligende påmindelse om, hvor nært liv og død er forbundne – og måske også en antydning af stemningen hos den, der synger?

Manden i den første grav sover tungt. Har han måske levet og elsket ligeså tungt ubevidst og uden overvejelser?

Kvinden i den anden grav holder kærlighedens symbol i hånden, men har sorgfulde træk. Har hun måske ladet verdensfjerne forestillinger og længsler om kærlighed stå i vejen for liv og lykke?

Både manden og kvinden har dog levet, det vidner deres kroppes tilstedeværelse i graven om. Men den tredje grav rummer ingen krop, kun ånd. En ånd, der har undladt liv og kærlighed. Derfor er graven tom. Den, der undlader, kan hverken leve eller dø rigtigt.

Englen i dette digt giver vægt til fordømmelsen af undladelsen. Det er ikke bare et menneskes dom, men en dom med autoritet fra en sfære uden for det menneskelige. Og måske en påmindelse om, at det er en sfære, der kun åbner sig for mennesket, når det accepterer menneskelivets vilkår? Så digtet er måske også en besked til hende, der står ved gærdet om, at når hun er færdig med at stå der og synge om grave og dystre engle, skal hun skynde sig hjem og leve og elske – hvis ikke hun vil ende som ånd i den tredje grav, uden for både liv og død og englenes verden?

Den finlandssvenske digter Edith Södergran levede et kort og fysisk skrøbeligt liv fra 1892-1923. Hun voksede op i Skt. Petersborg og levede resten af sit liv i Raivola i Finland, kun afbrudt af sanatorieophold i Schweiz. Hun skrev langt de fleste af sine digte på svensk. Hun nåede ikke at blive særlig kendt eller agtet af sin samtid, men er af eftertiden blevet anerkendt som den, der introducerer finlandssvensk modernisme.

Man kan læse mere uddybende om Edith Södergrans biografi og hendes placering i forhold til litterære traditioner og –ismer på nettet under Projekt Runeberg, http://runeberg.org , et netsted om nordiske forfattere med biografiske og litterære oplysninger og med forfatternes værker i fuldtekst.

En nærmere analyse af englens betydning i hendes digte kan findes i bogen: ”Engleskrift: om englen i litteraturen”. Se afsnittet Ekspressionismens ekstatiske engle. Af Annegret Friedrichsen.

Södergran, Edith: Samlede digte. Oversat fra svensk af Peer Sibast, illustreret af Maria Thorsen, efterskrift af Mark Hebsgaard. Rhodos, i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1979. 350 sider - originaludgave 1957

Bogdetaljer

Secondary title
Rhodos klassikere
Forlag
Rhodos
Oversætter
Peer Sibast
Faustnummer
05461375
ISBN
9788774967163
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer