Bog

Pelle Erobreren bind 1-2

Af (
2017
)

Anmeldelse

Pelle Erobreren bd. 1-2 af Martin Andersen Nexø

Beretningen om drengen Pelle, der kommer fra samfundets bund og arbejder sig op, er en smuk historie om livskraft og fællesskab.

Historien foregår midt i 1800-tallet, hvor vi følger hyrdedrengen Pelle. Han kommer til Bornholm med sin far, Lasse, og de ansættes allernederst i hierakiet på Stengården. Da Pelle kommer i skomagerlære i Rønne, oplever vi hans hårde vilkår, men også hans ukuelighed. Og da turen går til kongens by, København, er vi med i den elendige kaserne, Arken, på Christianshavn.


Pelle gennemlever meget, både den ubeskrivelige nød i de fattige kvarterer, og den ustrukturerede kampgejst hos arbejderne. Han bliver gift med søde Ellen, der klarer alt, ligesom Lassefar, der er fulgt med, faktisk altid flyder lidt ovenpå og i hvert fald med. Det er en stor roman, utopisk er den blevet kaldt, måske på grund af fællesskabet, der bekæmper den sociale uretfærdighed. Fortællesproget er helt usædvanligt, både poetisk og billeddannende.

Hvor det dog glæder en gammel bognørd, at en roman som denne genudgives. Og så tilmed med et forord af en af nutidens unge energiske politikere. Mattias Tesfaye fortæller, at han har holdt kurser for unge fagforeningsmedlemmer "I Pelle Erobrerens fodspor". Han opkøbte alle de udgaver, han kunne finde hos antikvariaterne, de skulle kende arbejderbevægelsens historie. Og her fik læseuvante unge arbejdere oplevet en bog, de kunne relatere sig til.

Selvom vi i fortællingen befinder os mere end 100 år tilbage i tiden, og i omgivelser, som de fleste mennesker nu til dags kun kender fra Frilands- eller Arbejdermuseet, og historien ikke fortælles i et minimalistisk sprog, så bliver man suget ind i beretningen. Den er decideret spændende; hvordan klarer han sig nu ud af dét og ud af dén klemme?

Pelles oplevelser i andet bind, der indeholder ’Den store kamp’ og ’Gryet’, kunne høre hjemme i en spændingsroman. Han bliver uretfærdigt fængslet, får et barn med en anden og oplever voldsomme dødsfald. Naturligvis er den utopisk, Pelle kan næsten alt, og han oplever nærmest hele arbejderbevægelsens historie på egen krop. Men det er en hamrende god historie!

Bogdetaljer

Faustnummer
000917499
ISBN
9788702210781
Antal sider
539

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer