Bog

Isaak-katedralen

Af (
2006
)

Anmeldelse

Isaak-katedralen af Kari Hotakainen

Tragikomisk roman om en ældre ateist, som forsøger at redde sin søn fra det værste af alt … Gud.

Hotakainen skriver om tro og mistro, liv og død - og det gør han fremragende! "Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den." Sådan begynder Kari Hotakainens seneste roman. Sætningen er en slags ledetråd for romanen og et mantra for bogens hovedperson, Paavo - en 72-årig mand, som netop har haft en hjerneblødning.

Paavo skal efter sin sygdom til at "opdatere computerens styresystem på ny", som en neurolog så smukt udtrykker det. "Opdateringen" sker ved hjælp af en række erindringsglimt tilbage til livet med hans nu afdøde kone og til hans søns barndom.

Netop forholdet til sønnen viser sig at være problematisk og smertefuldt for den gamle mand. Sønnen har på et tidspunkt i livet valgt Gud og kasseret sin far. Sådan føles det i hvert fald for Paavo, som ikke deler sin søns tro på det hinsides, men tværtimod tror på livet på jorden, her og nu. Faktisk ville han ønske, at sønnen var blevet dranker i stedet for gudfrygtig - det ville han meget lettere kunne forholde sig til.

Sønnen Pekka arbejder på at restaurere Isaak-katedralens kuppel, så den er klar til Skt. Petersborgs 300 års jubilæum. Faren må, sygdom til trods, rejse til Rusland for at redde sønnen ud af hans vildfarelse og hive ham ud af Guds arme. Men om det lykkes, må du selv læse dig til!

Jeg var totalt vild med Kari Hotakainens roman "Hjemmefronten", som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2004. "Isaak-katedralen" har samme sørgmuntre tone og rummer både tragiske og komiske aspekter. Efter min mening kunne den sagtens tåle at være af dobbelt længde. Historierne kunne godt være udpenslet lidt mere efter min smag. Man når knapt at få begyndt, før den er slut igen - og det er synd !

Oversat af Helena Idström. Gyldendal, 2006. 144 sider. Kr 175,-

Analyse

Hotakainen, Kari - Isaak-Katedralen

I Isaak-katedralen kombinerer Kari Hokakainen satirisk samfundskritik med et knivskarpt blik for det moderne samfunds absurditeter.
Hans menneskeportrætter er kærlige og jordnære, og hans sprog er elegant og kontant.

Det er ikke mange finske forfattere, der har fundet vej ind på de danske bibliotekshylder, men Kari Hokakainen (f. 1957 ) har – og det med god grund. Hokakainen har både skrevet børnebøger, digte og teaterstykker, men det er gennem romangenren, han har fået sit internationale gennembrud. Allerede i 2004 fik han således Nordisk Råds Litteraturpris for bogen Juoksuhaudantie (på dansk: Hjemmefronten), der beskriver et almindeligt menneskes kamp for og i parforholdet. Efterfølgende har Hokakainen skrevet en hel række bøger, der netop behandler det almindelige menneskes ualmindelige kampe. En af dem er Lisakin Kirkko (På dansk: Isaak-katedralen) fra 2004, hvor det er menneskets kamp for sin ret til at være menneske, der står på spil.

Isaak-katedralen handler om og er fortalt af den 72-årige ærkeateist Paavo, der vågner på sygehuset efter en hjerneblødning, hvorefter han beslutter sig for at omvende sin søn, der er blevet noget så væmmeligt som religiøs. Så kort kan handlingen opsummeres, men det vil ikke være retfærdigt. Romanen handler nemlig om meget mere end religionens værdi for det moderne menneske  – den handler om tolerence, kærlighed, finske sygehuse, sex, generationskløfter og russisk politik – alt sammen på knap 150 sider.

Selvom hovedvægten rent opbygningsmæssigt ligger på opgøret mellem den ateistiske far og den troende søn, er bogen værd at læse alene på grund af dens smukke og dybt satiriske beskrivelse af en gammel mands kamp tilbage til livet efter en hjerneblødning. Paavos’ vej fra patient til menneske, samt alle de digressioner, erindringsbilleder og samfundskritiske betragtninger denne vej er brolagt med, giver et fantastisk billede af en helt almindelig mands kamp mod et system, der forsøger at fjerne hans menneskelighed, for at erstatte den med hvidt hospitalstøj og et liv, hvor alle følelser, ud over de mest almindelige, betragtes som ”spildvarme”. Det er også på baggrund af denne vandring, at opgøret med sønnen skal læses. Paavo tager ikke blot afsted til Rusland, fordi han som ateist ønsker at bringe sit eneste barn ud af den eksentielle og ansvarsforflygtigende misforståelse som religionen ifølge Paavo er, men ligeleledes – og måske mere – for at generobre sin egen menneskelighed.

Da Paavo vågner op på hospitalet går det op for ham, at han kun i teorien er en mand, men i praksis noget helt andet, nemlig patient – to ting, der for Paavo kommer til at stå som absolutte modsætninger. Mennesker handler og vælger, hvorimod patienter ikke får lov til nogen af delene. Bedre bliver det ikke af, at hans to værelseskammerater har accepteret deres nye roller som patienter. I stedet for at prøve at slippe ud og blive mennesker igen, har de gjort stuen til deres Kreml, hvilket bevirker, at Paavo opgiver dem som medsammensvorne. I stedet bekæmper han systemet ved hjælp af sin hudløse ærlighed. En ærlighed der er så humoristisk men samtidigt seriøst formuleret, at man som læser bliver tvunget til at tænke samtlige af hans påstande igennem. Da en sygehjælper eksempelvis kommer til at omtale ham som en grønsag, tager han begrebet ud af dets overførte betydning og vælger at forstå det helt bogstaveligt. ”Jeg er ikke nogen grønsag. En gulerod, en majroe, en kålrabi og en rødbede er grønsager. Nu forvekslede den ene sygehjælper mig med nogen af landets bedste levnedsmidler”. En sådan bogstaveliggørelse peger ikke blot på begrebernes absurditet, men på det absurde i hele sygehussystemets måde at omtale mennesker på. Kampen mod systemets umenneskeliggørelse er imidlertid ikke blot en ideologisk kamp, men ligeledes en nødvendighed i Paavos forsøg på at komme videre.

I begyndelsen er det imidlertid ikke sådan. Paavo bruger paratviden som skjold mod det han kalder ”savlernes og vrøvlehovedernes verden”, som han er sikker på at glide ind i, hvis han ikke ”inden afslutningen af marts var i stand til at opremse alle medlemslandene i EU samt pladsfordelingen i den russiske Duma”.  Da disse ting først er på plads, går det imidlertid op for Paavo, at disse ting slet ikke er vigtige. Det der er vigtigt, er derimod noget meget mere abstrakt, nemlig følelserne:

En af de mest dominerende følelser hos Paavo er vreden, ikke den negative, forbitrede vrede, men den sunde retfærdige vrede  - over fx. at blive kaldt en grønsag. Det selv samme system som er igang med at forvandle ham til patient, bliver således forudsætningen for, at han netop IKKE bliver patient – han har brug for modsætningen for klart at se fremtiden.

Da kampen mod systemet er så godt som overstået, finder Paavo en ny kamp, der skal holde ham i live, nemlig kampen mod sønnens religiøsitet. Paavo er, som allerede nævnt, ærkeateist, og det er han vedblevet at være selv efter hjerneblødningen. I modsætningen til klicheen om den indædte ateist, der pludselig bliver religiøs, når døden truer, formår Paavo således at holde sig til sin ”tro”, og gøre det uden fortrydelse, selv når hans overbevisning indimellem frembringer billeder, der for de fleste kan synes en anelse makabre:

”Det andet liv findes ikke. Det er kun døden. Koldt sand, varme rotter og trærødder, der trænger ind gennem øjenhulerne”.

Paavo er imidlertid ikke bange for at ende som rotteføde, det han er bange for er, at blive reduceret som menneske, inden han bliver det. Paavos frygtløshed i forhold til det manglende efterliv bevirker, at han tolker sønnens omvendelse som et udslag af angst – og af ansvarsforflygtigelse:

”For at blive af med sin frygt, tog han Gud til sig. Et frygtløst menneske bliver ikke helligt. Han tror, at Gud sender ham en skytsengel, der påtager sig alt det kedelige og hele ansvaret”.

Senere i bogen, da læseren endelig får mulighed for at høre sønnens side af sagen, tegner der sig imidlertid et noget andet billede. Sønnens religion er ikke et resultat af angst, men derimod en reaktion mod forældrenes opdragelse, der med Paavos egne ord sigtede mod ”stabilitet, flid og ingen visioner”. Pekka, sønnen, ønsker derimod noget andet.

”De sidste år har jeg siddet i toget og høvlet frem og tilbage mellem Helsinki og Sank Petersborg, tju, tju, tju, her kommer Pekka, ham uden mål og mening.... et menneske er ikke kun skabt til at spise, drikke, betale for sin bolig og sidde og skide, der må være noget mere!”

Det ”mere” finder han i religionen, der får ham til at se verden på en ny måde, mos bliver håret på en sten, duerne børn af en åben plads, og kærligheden kommer til at betyde mere end den fysiske og psykiske kærlighed mellem to mennersker, som Paavo ellers hylder.

Kampen mellem far og søn bliver aldrig endeligt afgjort – ikke fordi  striden varer ved, men fordi det lykkes sønnen at vise Paavo, at det i virkeligheden ingen rolle spiller. Bogen kan således ende i en sorgblandet glæde, hvor savnet af den afdøde hustru blandes med håbet om ny kærlighed både som far og elsker.

Selv dette kan imidlertid ikke indfange bogen, for Isaak-katedralen er ligeledes en kritik af det moderne vestlige samfund, hvor ”en mand er en kvinde. En kvinde er en mand. Et hus er en besiddelse. En købstad er en by. En spade er skiftet ud med en mobiltelefon. Horisonten med et farvedisplay. Himlen med et loft”, et samfund, der bruger sine beboere som forsøgsdyr i de svingende konjunkturers store laboratorium, og et samfund der både afviser og nødvendiggør den mystik, som Pekka søger i religionen. Dette aspekt ved bogen, gør den interessant også som samfundsroman. Endvidere er værket en anderledes og kærlig beskrivelse af Rusland – og ikke mindst Finland efter Sovjets fald. Som dansker får man således et indblik i et land, der både er tæt på og langt væk – en del af Skandinavien og samtidig et land, hvis skæbne, i højere glad end nogen andre skandinaviske lande, er sammenfiltret med den store nabo mod øst. Isaak-katadralen bliver således også en fortælling om, hvad der sker, når de store fortællinger falder, og hele verden dermed ændrer sig. At bogen endvidere er skrevet i et virtuøst og humoristisk sprog, som Helena Idström fuldt ud har formået at oversætte til dansk, gør ikke læseoplevelsen mindre.

God fornøjelse.

Cand. mag. Sidsel Sander Mittet


LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i tidsskrifter

81.17
Standart. Anmeldelser af ny litteratur
(heri 2006, nr. 3, s.12: Marlene Skau: Finland versus Rusland).

81.17
Graf
(heri 2006, nr. 2, s. 7-8: Palle Juul Holm: Lyset i Vanikkala).

Anmeldelser i aviser

15/4 2006 Anne Lise Marstrand-Jørgensen i Berlingske Tidende
12/4 2006 Torben Brostrøm i Information
5/5 2006 Jon Helt Harder i Jyllands-Posten
11/4 2006 Michael Bach Henriksen i Kristeligt Dagblad
15/4 2006 May Schack i Politiken
12/4 2006 Joakim Jakobsen i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Litteraturnu.dk
Henriette E. Møller: I faderens og sønnens og humorens navn – Kari Hotakainen Isaak-Katedralen.

GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 28/2 2004: Henrik Dannemand: Finsk bestseller får nordisk litteraturpris)
Artikel i anledning af forfatterens modtagelse af Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Hjemmefronten.

Berlingske Tidende
(heri 16/7 2005: Jens Andersen: Velfærd på finsk).
Interview med Hotakainen om bl. a. hans forfatterskab, litterære inspiration og yndlingsforfattere.

Information
(heri  27/5 2004: Lotte Folke Kaarsholm: Beskyt din brødrister).
Interview med Hotakainen i anledning af hans roman Hjemmefronten.

Kristeligt dagblad
(heri 27/5 2004: Birgitte Larsen: Den finske drøm).
Interview i anledning af hans roman Hjemmefronten

Politiken
(heri 30/5 2004: Dorte Hygum Sørensen: Almindelig finsk tavs samtale).
Interview i anledning af udgivelsen af Hjemmefronten.

Weekendavisen
(heri 28/5 2004: Klaus Wivel: Hjemmefronten: Løbende mand)
Interview med forfatteren i anledning af modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Hjemmefronten.

Links

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste biblioteker.

Nordisk Forfatteratlas
Om forfatteren, værker, relationer og inspiration til andre sider om denne. På finsk, svensk og engelsk.

Nordisk råds Litteraturpris
Kari Hotakainen fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2004 for Hjemmefronten. Herunder interview med forfatteren, forfatterens takketale, bedømmelseskomiteens begrundelse, om romanen i forbindelse med nomineringen.

Den Store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi
Kort artikel om forfatteren. Siden er udarbejdet af førende danske fageksperter.

Wikipedia (engelsk)
Artikel om forfatteren.

YouTube
Kari Hotakainen om Norden, nordisk litteratur og Nordisk Råds Litteraturpris.

Bibliotekar Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Vejle Bibliotekerne

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Helena Idström
Faustnummer
26189659
ISBN
9788702037104
Antal sider
144

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer