Bog

Chanceløs

Af (
2018
)

Anmeldelse

Chanceløs af Kristen Callihan

Nem at holde af og ufattelig svær at lægge fra sig. ’Chanceløs’ er fantastisk underholdning, der får solen til at titte frem selv på den kedeligste regnvejrsdag.

Denne romantiske komedie er sprød, sød og lyserød som den lækreste macaron! Romanen er opbygget i samme football collegeunivers, som første selvstændige bind i serien ’Sendt til tælling’. Derfor kan de foreløbigt to bind i serien nemt læses uafhængigt af hinanden. Det skønne ved netop denne serie er, at karaktererne fletter ud og ind mellem bøgerne, så der er kærkomne gensyn med personer fra tidligere. Desuden vil man med stor sandsynlighed stifte bekendtskab med personer, som endnu ikke er hovedpersoner, men kommer til at blive det i fremtidige bind. Karaktererne er utroligt nemme at holde af, og jeg kunne ikke lade være med at heppe på dem hele vejen igennem.

Anden fritstående del i ’Game on’ serien er lige dele perfekt romantik og sødmefyldt humor. Footballspilleren Gray er ikke den mindste af sin slags, men har været nødsaget til at låne en meget lille og meget lyserød bil af sin agent. Bilen tilhører egentligt agentens datter Ivy, som tilbringer et år i England for at lære at drive et bageri hos sin mor. Lidt tilfældigt sender Ivy en sms til Gray, og det som begynder som små drillerier på mobilen udvikler sig til mere. Da Ivy vender hjem, er hun dog helt sikker på, at hun ikke vil være mere end venner, for hun afskyer alt, hvad footballverdenen står for. Footballspillere der vælter sig i piger, og for hvem en fast kæreste er det rene utopi. Men Ivys stålsikkerhed vakler overfor Grays charme, og uanset hvor meget de begge prøver, synes ’kun venner’ at være en umulighed.

Kristen Callihan gør det dog aldrig for nemt for sine personer, som kommer ud i uheldige episoder, træder i spinaten eller laver rav i den på anden måde. Altid med den herligste fine humor, der fik mig til at grine højt og smile længe efter.

’Game on’ serien er perfekt for fans af Elle Kennedy, Erin Watt og Cora Carmack.

Bogdetaljer

Forlag
Flamingo
Oversætter
Merete Rostrup Fleischer
Faustnummer
53930662
ISBN
9788702237443
Antal sider
352

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer